|
Mellem Morey St. Denis i nord og Flagey-Eschezeaux og Vougout i syd ligger den lille og meget delikate kommune Chambolle-Musigny. På de 179 ha., hvoraf 25 er Grand Cru, produceres noget af den elegante, lækre og feminine vin fra Côte D’Or. Vinen er relativ let uden på nogen måde at blive tynd, men kan snarere på trods af det lette strejf ofte kaldes koncentreret og intens. Vinen har flotte bærtoner og en veldefineret lys farve, og den har noget blødt og silkeagtigt over sig. Disse karakteristika gør Chambolle-Musigny parcellerne aldeles eftertragtede, hvilket desværre betyder, at kun få domainer eller producenter har hjemsted i den lille kommune. Pengestærke bønder fra de andre kommuner og købmænd, de såkaldte négocianter fra andre dele af Côte D’Or har simpelthen opkøbt store dele. |